Egholm Folkefarm - Gården i byen
Sissel og Thomas har, som en start, købt en bedrift på 30 ha konventionelt landbrug på Egholm, som straks er påbegyndt omlægning til økologi. På længere sigt er håbet, at samle hele Egholm omkring økologisk landbrug på i alt ca. 500 ha., som skal forsyne den lokale bybefolkning med egne lækre råvarer, og favne en produktion af bl.a. grønsager, bær, lam, grise, ænder og kyllinger.
Egholm Folkefarm er udvalgt som case, da projektets omdrejningspunkt er relationen til borgerne.
Visionen
Det nytænkende i visionen er, at der de første år udbydes aktier i Egholm Folkefarm i form af aktier á 5000 kr. pr. aktie.
Folkefarmen udbetaler ikke årsudbytte, men giver rabat på køb af Folkefarmens varer, og inviterer til særlige Folkefarmer-arrangementer.
Sissel og Thomas håber, at skabe en stærk relation til deres medlemmer, ved blandt andet at afholde fællesarrangementer som høst af de forskellige afgrøder fulgt af høstfester, temamøder og sæsonbestemte aktiviteter.
Det fælles ejerskab skal give likviditet til iværksættelse, og medlemmerne indsigt i økologisk landbrug, medbestemmelse i forhold til afgrøder, viden om de madvarer de putter i munden, og selvfølgelig rene og sunde fødevarer på spisebordet. Borgerne er altså selv med til at tage ansvar for at løfte en bæredygtig fødevareproduktion.
Andet på listen over ønsker for fremtiden, er et samarbejde med Aalborg Kommune. Egholm Folkefarm vil gerne være besøgssted for kommunes skolebørn, og være med til at give børnene viden om økologisk landbrug og endda måske også grønne fingre. Børnene skal nemlig inspireres, oplyses og prøve kræfter med deres egen skolekøkkenhave.
Økologisk Landsforening har produceret en film om Egholm Folkefarm.
Du kan desuden besøge folkefarmens hjemmeside, og læse meget mere om Aalborgs lokale spisekammer.